Snapstinget danner rammen om syddansk trafikfremstød

Region Syddanmark og landsdelens 22 kommuner inviterer til nytårskur på Christiansborg 17. januar, hvor temaet er nødvendige forbedringer af infrastrukturen.

Nyvalgte syddanske folketingsmedlemmer og transportordførerne fra alle partier i Folketinget er sammen med syddanske erhvervsfolk og pressen inviteret til nytårskur i Snaptinget.

Omdrejningspunktet for nytårskuren er en præsentation af de tre infrastrukturelle prioriteter, som både regionen, de 22 kommuner og et flertal af de syddanske virksomheder er enige om at bakke op omkring. 

De tre prioriteter er:

  • Ny midtjysk motorvej til at afhjælpe trængselsproblemerne på E45, og som samtidig knytter an til Billund Lufthavn.
  • Øget kapacitet over Lillebælt i form af en ny parallelforbindelse for at sikre hensigtsmæssige afvikling af både den private og kollektive trafik i fremtiden.
  • Udbredelse af Timemodellen for togdrift – der skal give hurtige togforbindelser mellem de større danske byer – til også at omfatte Esbjerg og Flensborg.

– Det er helt afgørende for udviklingen af vores landsdel, at vi har en god infrastruktur. Derfor er det også vigtigt at kommunerne og regionen i fællesskab drøfter dette med partierne i Folketinget, siger formand for Kommunekontaktrådet, Egon Fræhr (V).

På nytårskuren vil de fremmødte høre korte oplæg af Egon Fræhr, der tillige er borgmester i Vejen; af regionsrådsformand i Region Syddanmark,Carl Holst(V), samt af Odenses borgmester Anker Boye (S). Gæstetaler er OB’s nye sportsdirektør, sønderjyden Poul Hansen, der vil præsentere sine ideer til at få succes med samarbejdets svære kunst.

– Jeg forventer et stort fremmøde. Infrastruktur bliver et af de mest centrale emner i de kommende år, fordi det er en af forudsætningerne for at kunne skabe ny vækst og udvikling, siger Carl Holst.

I alt er der gået invitationer ud til 250 personer, som ud over en interessant debat om vores fremtidige infrastruktur, kan se frem til at smage på nogle af de regionale specialiteter som sønderjyske pølser, fynske rygeoste og drikkevarer fra lokale bryggerier.

– Vi vil gerne gøre opmærksom på, at vi er en region med store muligheder, men også voldsomme udfordringer. Med præsentationen af en lille del af de regionale produkter, vil vi også på det område gøre opmærksom på, at Fyn og Sydjylland – også når det gælder fødevarer – kan være med i superligaen.

Mødeleder bliver Fredericias tidl. borgmester Uffe Steiner Jensen (S), der er næstformand i Kommunekontaktrådet. Nytårskuren afvikles i Snapstinget – Restauranten på Christiansborg tirsdag 17. januar kl. 17.00.

Fakta:

Senest i 2013 træffer Folketinget beslutning om større investeringer i Danmarks infrastruktur. Det ventes, at beslutningerne vil række langt ud i fremtiden, og det er derfor vigtigt at få de syddanske prioriteringer med i pakken, hvis de skal realiseres på denne side af 2030.

En af de vigtigste rapporter i forbindelse med beslutningen er den såkaldte Landstrafikmodel fra DTU. Den ventes klar i foråret 2012.

Samtidig vil den dansk-tyske transportkommission kunne få indflydelse på investeringer over grænsen.

 

Bliv klogere på den syddanske infrastruktur

Læs magasinet

Læs magasinet:

"Syddanmark NU: Fælles vej til bedre mobilitet"