500.000 flere biler på vejene

Over de seneste ti år er den danske bilpark vokset med med en halv million biler. Samtidig stiger trafikken markant. Tre af de ti mest trafikkerede veje ligger i Region Syddanmark

Oplever du også, at morgentrafikken er blevet tættere, og at det generelt tager længere tid at komme fra A til B?

Så er det ikke indbildning. For over de seneste ti år er trafikken på især motorvejene vokset markant. Både på Vejlefjordbroen og ved Kolding nærmer antallet af køretøjer på en helt almindelig hverdag sig 100.000 i døgnet.

Også E20 Fynske Motorvej er godt med med over 83.000 biler i døgnet ved Lillebæltsbroen.

Det og meget mere kan man læse i den årlige rapport “Statsvejnettet 2019”, som Vejdirektoratet udgiver.

Rapporten fortæller også, at trafikmængderne næppe er ved at toppe. For Danmark er det vesteuropæiske land med færrest biler pr. indbygger. I lande som Luxembourg, Italien, Malta og Finland er der 50 pct. flere biler pr. indbygger.

Region Syddanmark og de 22 syddanske kommuner har gennem de seneste ti år haft fokus på at øge mobiliteten på vej, bane, til søs og i luften. Og var blandt de første til at pege på Timemodellen, en ny midtjysk motorvej, udbygningen af E20 Fynske Motorvej og en tredje forbindelse over Lillebælt.

For netop Region Syddanmark er hjemsted for en meget stor del af produktionsvirksomhederne i Danmark. Samtidig passerer op mod 60 pct. af den samlede lastbiltrafik – ind og ud af landet – den landsfaste dansk-tyske grænse. Region Syddanmark er med andre ord Danmarks port mod Europa, når det gælder eksporten.

Download hele rapporten “Statsvejnettet 2019” her.

Bliv klogere på den syddanske infrastruktur

Læs magasinet

Læs magasinet:

"Syddanmark NU: Fælles vej til bedre mobilitet"